Seminarium

Pædagog- og lærerstuderende

Grænseflytterkursus for pædagogstuderende
Grænsebryderkursus er et tilbud til pædagogstuderende, hvor de studerende får mulighed for at udforske deres egne grænser og holdninger til dyr. Formålet er at de studerende lærer deres egne grænser at kende og kan bruge denne viden i deres fremtidige arbejde med dyr og natur. For at give børn og unge oplevelser i naturen, er det vigtigt at kende egne grænser og reaktioner, således at man som pædagog kan bruge energien på børnene.

De studerende får mulighed for at opleve og håndtere en lang række af de dyr, der bruges i undervisningen i Zoologisk Have. Det kan være alt fra melorme, kakerlakker, slanger og kaniner til døde mus. Vi diskuterer i fællesskab, hvad der opleves som grænseoverskridende for den enkelte og hvorfor. Hvorfor er det f.eks. mere grænseoverskridende at røre en død mus end en levende?  Hvorfor reagerer mange kraftigt over for slanger? Og hvorfor synes de fleste, at kaniner og marsvin er nuttede? Der informeres derudover om den pædagogiske holdning, der ligger bag arbejdet med dyr og børn i Zoo. Derudover gennemgås skoletjenestens tilbud til vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og specialgrupper i Zoo.

Grænseflytterkursus bestilles alle hverdage i Zoos kundecenter på telefon 72 200 259, mellem kl. 10.00 og 16.00.
Alternativt kan der rettes henvendelse via undervisning@zoo.dk

Introduktion til Zooskoletjenesten for lærerstuderende
Oplægget er et tilbud til lærerstuderende, hvor de studerende får en introduktion til skoletjenesten i Zoologisk Have. Formålet er at introducere undervisningstilbud til de mindste, natur- og teknikelever samt biologielever med fokus på adfærd. Derudover lægges der vægt på at gennemgå pædagogikken omkring børn og dyr. Indledningsvis lægges op til en debat omkring berettigelsen af zoologiske haver ,og de studerende får mulighed for at diskutere dyrevelfærd, formidling og naturbevarelse.
 
De studerende får mulighed for at opleve, hvordan de levende dyr bruges i undervisningen i Zoologisk Have. Der udføres adfærdsforsøg med mus, hvor de studerende kan observere forskellige typer adfærd - bl.a. aggressiv og kurtiseringsadfærd. Adfærdsforsøgene efterfølges af en diskussion omkring, hvordan adfærd kan indgå i undervisningen på forskellige niveauer.

De studerende kan desuden opleve og håndtere andre dyr, som benyttes i undervisningen, f.eks. slanger, tudser og pindsvin. De direkte oplevelser med slangen og andre dyr benyttes som udgangspunkt til en diskussion omkring den pædagogiske holdning, der ligger bag arbejdet med dyr og børn i Zoo.

Derudover informeres der om undervisningstilbud til alle niveauer i folkeskolen – sanseoplæg til de mindste, undervisning omkring f.eks. husdyr eller kæledyr fra 1-3 kl., fødekæder eller regnskov fra 4-6 kl. og etik eller evolution til de største folkeskoleklasser. Opgaver, bøger og film til brug under og efter besøget i Zoo samt specielle tilbud som f.eks. en arbejdsdag i Børnezoo og projektvejledning præsenteres.

Undervisning bestilles ved at kontakte Ulla Didriksen (ud@zoo.dk) telefon 72 200 240 eller Mikkel Broe (mib@zoo.dk), på 72 200 243.

Oplægget kan efter ønske fokusere på undervisning i evolution, form og funktion (materialepris 250 kr.) m.m.
Har du forslag eller ønsker til anden undervisning, er du ligeledes velkommen til at kontakte os.

Horisontal Navigation

Zoologisk Have - Roskildevej 32 - DK-2000 Frederiksberg - Tlf.: 72 200 200 - E-mail: zoo@zoo.dk
Copyright © 2008 København Zoo. Alle rettigheder er beskyttede. Juridiske forbehold