Artsdannelse, evolution og klassifikation
Oplæggets formål er at give eleverne en forståelse for arters opståen og en indsigt i evolutionsteorien. Derudover introduceres begreber og termer i systematik og klassifikation. Med udgangspunkt i levende dyr og genstande, sammenlignes forskellige arters udseende, bevægelser, respiration, fødeoptag, formering og vækst. Eleverne arbejder i hold og får til opgave at sortere dyrene. Efterfølgende diskuteres den evolutionære udvikling via de fremkomne grupperinger. Den klassiske klassifikation forklares og det gøres klart, at systemet blot er menneskets forsøg på at ordne verden.
Undervejs i forløbet kan der f.eks. diskuteres:
- Hvad er naturlig selektion?
- Hvad er en art og hvordan skabes en ny?
- Hvorfor forsvandt dinosaurerne, og hvordan ved vi det?
- Hvorfor er fugle dinosaurer?
Oplæggets varighed er 90 min.
Arternes tilpasning i bygning, funktion og adfærd
Oplæggets formål er at eleverne opnår indsigt i og forståelse af hvorledes dyr er tilpasset deres miljø og omgivelser via deres udseende, opbygning og adfærd. Dyr er tilpasset et bestemt miljø og deres udseende og adfærd afspejler ofte netop denne tilpasning.
I Zoologisk Have bruges de levende dyr til at vise eksempler på tilpasninger til et bestemt miljø: Løvfrøens klatremåde og farveskifte, lemmingers reducerede haler og slangens bevægelsesmåde.
Med udgangspunkt i levende dyr og genstande arbejder eleverne i grupper med hver deres klimatype. Dyr og effekter sorteres på gulvet. Eleverne får til opgave at vælge to dyr, og skrive med kridt på gulvet hvorledes netop disse dyr er tilpasset deres klima. Grupperne fremlægger for hinanden og vi diskuterer hvorfor nogle dyr som f.eks. slangen og mus findes overalt, mens andre dyr som f.eks. isbjørn og anakondaer kun findes i hhv. arktiske og tropiske egne.
Oplæggets varighed er 90 min.
Fælles Mål
Truede dyr og menneskeskabte ændringer i økosystemerne
Oplæggets formål er at give eleverne en indsigt i problematikker, der vedrører truede dyr samt en forståelse for årsagerne.
Ud fra levende dyr og effekter får eleverne til opgave at sortere i to grupper - truede og ikke truede dyr. Under sorteringsarbejdet håndterer eleverne diverse dyr og effekter. Eleverne underopdeler de truede dyr i årsager til trussel – f.eks. levesteder som forsvinder, handel med souvenirs, eksotiske kæledyr, bushmeat osv.
Eleverne arbejder efterfølgende i tre grupper, der repræsenterer henholdsvis lokalbefolkningen, et tømmerfirma og en naturbevarelsesorganisation. Grupperne præsenteres for en konkret problematik, hvor interesserne i et regnskovsområde er forskellige afhængigt af, om eleverne er lokalbefolkning, tømmerfirma eller naturbevarelsesorganisation. Ud fra arbejdsark med fakta forbereder eleverne argumenter for deres sag og fremlægger deres synspunkter for de andre grupper.
Eleverne oplever under diskussionen, at der er flere synspunkter på en sag, og at løsninger på problemer som eksempelvis bushmeat er komplekse. Der skal tages hensyn til både dyr og mennesker, hvis naturen skal bevares.
Efter oplægget udleveres undervisningshæftet ”Bushmeat”, der benyttes som opfølgning på emnet, når eleverne arbejder videre på skolen.
Oplæggets varighed er 90 min.
Fælles Mål
Regnskov
Oplæggets formål er at eleverne får en forståelse for regnskovens klima og opbygning, og dyrenes tilpasninger til levestedet.
Eleverne møder congosnegle fra regnskoven, som kan blive 30cm lange, og danske vinbjergsnegle. Hvorfor er forskellen så stor? Levevilkårene i regnskoven sammenlignes med en dansk skov. Temperatur, fugtighed, omsætningshastigheder, træernes årringe og opbygningen af regnskoven diskuteres. Hvilke dyr lever i regnskoven? Hvorfor er artsrigdommen så stor?
Eleverne håndterer relevante arter som f.eks. vandrende pinde, kakerlakker, kvælerslanger og løvfrøer. Det undersøges, hvordan dyrene er tilpasset deres omgivelser, f.eks. ved kamuflage, mimicry, størrelse, hudoverflade og vekselvarme.
Oplægget kan afsluttes med en gennemgang af regnskoven som en truet biotop. Det er oplagt efterfølgende at besøge TropeZoo.
Et regnskovsoplæg kan med fordel følges op af oplægget om truede dyr.
Oplæggets varighed er 90 min.
Fælles Mål
Adfærd
Oplæggets formål er, at eleverne trænes i at observere naturen og beskrive det de ser. Eleverne diskuterer hvad adfærd er og hvilket formål signaler har hos henh. dyr og mennesker. Grønt hår og sminke relaterer til forskellige typer adfærd hos mennesker, mens røde bavianbagdele og territorieafmærkning har vigtige funktioner hos dyrene.
Eleverne udfører adfærdsforsøg med mus hvor musene sættes sammen parvis i arenakasser. Musene iagttages og der sættes ord på observationerne. Efter hvert forsøg opfordres elverne til at gætte på musenes køn. Efterfølgende diskuteres formålet med forskellige adfærdsformer, f.eks. aggressiv-, social- og seksueladfærd og der drages paralleller til mennesker og andre dyrearter.
Afslutningsvis håndterer eleverne slanger og oplevelsen danner grundlag for en diskussion om hvilke adfærdsformer der er medfødte og tillærte, og hvordan angst kommer til udtryk hos mennesker og dyr.
Oplæggets varighed er 90 min.
Fælles Mål