Mie Johanne Hansen har påbegyndt et ph.d.-studie i et samarbejde mellem Zoologisk Have og Det Biovidenskabelige Fakultet (LIFE/Landbohøjskolen) som er startet ved årsskiftet.
I 2008 skrev Mie speciale, hvor hun med udgangspunkt i bidsår hos 3 havpattedyr, undersøgte og indsamlede, dyrkede og beskrev bakterier fra mundhulen på sæler, søløver og tandhvaler i zoologiske haver i ind- og udland.
Det projekt, hun nu starter på, er en indirekte fortsættelse af hendes tidligere arbejde, som vil se på begrebet co-evolution – med fokus på rovdyr i bred forstand og havpattedyr i særdeleshed. Co-evolution betyder ”med-udvikling” og ideen er, at der på ”ur-dyret” levede ”ur-bakterier” og at bakterier og dyr har udviklet sig sammen gennem årmillionerne. Denne viden kan måske bruges til at finde genveje til at fastslå hvirveldyrs indbyrdes slægtskab og kan give vigtig viden om, hvilke bakterier, der er sygdomsfremkaldende og hvilke, der er ”gode”.

Hovedvejleder på projektet er Miki Bojesen, mens Tom Gilbert og Mads Bertelsen er medvejledere. Mie vil primært have arbejdsplads på Landbohøjskolen, men vil i perioder arbejde i Zoo.
Projektet falder godt i tråd med Zoos andet nuværende ph.d. projekt, som handler om
chimpansernes gener, indbyrdes slægtskab og udvikling. Læs i øvrigt mere om det her.