–fokus på spisevanerne

Af dyrlæge Mads F. Bertelsen, Zoologisk Have

Selvom hvalrossen er et af de største og mest karismatiske af de arktiske dyr, er mange aspekter af dens liv kun sparsomt kendt. Forskere fra Grønlands Naturinstitut har med held afluret hvalrossen en del af dens hemmeligheder.
Hvalrossen betragtes som en slags mellemform mellem sæler og søløver. De ligner bla. søløverne derved, at deres bagluffer kan føres frem under kroppen, mens de –ligesom sæler- mangler ydre ører. Der er tale om meget store dyr. Hannerne bliver op til 3,5m lange og kan veje op mod 1500kg, mens hunnerne er noget mindre –op til ca. 800kg. Hvalrossen er udbredt i hele det arktiske område, hvor den fortrinsvis findes på relativt lavt vand, men dyrene bevæger sig af og til meget længere sydpå og er således en sjælden gang set på de jyske kyster.  Der findes to underarter af hvalrossen; stillehavshvalrossen, som er den mest udbredte og den atlantiske hvalros, som opdeles i en canadisk/vestgrønlandsk og en østgrønlandsk bestand.
Hvalrossen har grundet sin størrelse og enormt tykke hud kun få naturlige fjender idet kun mennesker og spækhuggere kan hamle op med de voksne dyr. Isbjørne tager en sjælden gang en unge, og fra de store ynglepladser i Canada og Alaska findes beretninger om isbjørne, som løber omkring flokken for at ophidse de voksne dyr, som så i deres panik kommer til at knuse ungerne, der herefter er let bytte for isbjørnene.

Relation til klimaforandringer
Selvom hvalrossen er et af de største og mest karismatiske dyr i det arktiske område er mange aspekter af dens liv endnu ukendte. Således er der stadig tvivl om hvad –og hvor meget – en hvalros egentlig æder. Dette kan igen have konsekvenser for de skrøbelige områder den bebor –ikke mindst i relation til de mulige effekter af den globale opvarmning. Klimaet i Nordatlanten har varieret betydeligt igennem tiden, og de arktiske områder har haft lokale klimasvingninger. Det arktiske økosystem er simpelt og dermed også mere sårbart sammenlignet med tempererede, tropiske og subtropiske områder. Grønlands østkyst repræsenterer på grund at sin nord/sydgående orientering en interessant klimatisk gradient. Det er langs disse kystnære områder med dybe fjorde en del af den lille østgrønlandske hvalrosbestand søger føde og fælder hver sommer. Det meste af året er havet over muslingebankerne dækket af et tykt lag is, men i ca. tre måneder hver sommer smelter isen og giver hvalrosserne mulighed for at udnytte den vigtige føderessource, som muslingebankerne udgør. Derfor vil ændringer i isens smeltetidspunkt have stor betydning for hvalrossernes adgang til føde, hvilket igen kan påvirke mængden af fødeemner i negativ retning.

Støvsuger
Selvom man fra observationer af afføring ved at hvalrosser en sjælden gang både æder fisk og sæler, har det længe været antaget at hvalrosser hovedsageligt levede af bundlevende muslinger. Dette understøttes af analyser af maveindhold fra hvalrosser, der er skudt af fangere. Nye studier har dog vist, at maveundersøgelser kun fortæller en del af historien om hvalrossernes spisevaner. Selv hos en hvalros der lige har spist er mavesekretionen så kraftig og nedbrydningen så hurtig, at mange mindre organismer som børsteorme og søpølser næsten er forsvundet, før dyret er skåret op, mens muslingerne, som er svært nedbrydelige, kun er delvist nedbrudt. Så hvad spiser de –og hvor meget? En af de forskere, som har forsøgt at besvare nogle af disse spørgsmål er den italienske biolog Mario Acquarone, som under vejledning af Seniorforsker ved Grønlands Naturinstitut Erik W. Born har udført en række undersøgelser af hvalrossens biologi.
For at få et mere komplet billede af hvalrossernes føde var det nødvendigt at udvikle nye metoder.
I teorien enkel, men ikke ufarlig var den første teknik som forskerne anvendte: En dykker udstyret med et undervandskamera observerede de fouragerende hvalrosser på muslingebankerne, noterede hvad hvalrosserne spiste, og indsamlede bagefter de tomme muslingeskaller. På denne måde aflurede man dels hvalrossens teknik med at vifte sandet væk fra muslingerne med lufferne mens den suger muslingerne ud af skallerne som en slags kæmpe støvsuger, dels kunne man ved at estimere muslingernes oprindelige vægt og koble dette med antallet af fødesøgningsdyk anslå det gennemsnitlige daglige fødeindtag af muslinger til ca. 5% af dyrets vægt. I en anden mere teknisk metode blev dyrets energistofskifte målt ved at indsprøjte to stabile isotoper og måle deres udvaskningsrate fra kroppen. Ved at beregne det gennemsnitlige energiforbrug over fem til ni dage og sammenholde det med energiindholdet i muslingerne, var det muligt at beregne fødeindtaget af muslinger til 6-7% af hvalrossernes kropsvægt.
Disse data blev efterfølgende brugt til at beregne hvalrossernes påvirkning af det skrøbelige muslingesamfund i Young Sund –en af den nordøstgrønlandske fjorde. Interessen i dette
område er særlig stor, fordi det har været genstand for en lang række danske og internationale klimarelaterede forsknings- og overvågningsprojekter. Disse projekter udføres i forbindelse med Zackenberg forskningsprogram. Fra resultaterne af Acquarones phd-afhandling kunne man beregne at hvalrosserne fortærer under 2% biomassen af de to vigtigste fødemuslinger. Dette svarer til 19-28% af den årlige biomassetilvækst for de relevante muslingearter. Derfor vil stigende
temperaturer med følgende længere åbenvandsperiode ikke umiddelbart betyde, at økosystemet når grænsen for, hvad det kan bære med hensyn til hvalrosser.
I andre studier har forskerne forsynet hvalrosserne med sattelitsendere, som dels har kunnet vise dyrenes vandringer, dels ved hjælp af avancerede sensorer har kunnet demonstrere hvor meget af tiden dyrene er neddykket og hvor dybt de dykker. Som forventet går de fleste dyk kun til lave dybder på 5-30m, men overraskende var det at finde at dyrene af og til dykkede så dybt som 500m. Senere studier har rettet sig mod fedtsyreanalyser af hvalrossens spæk og af de øvrige dyr i økosystemet. Teorien her er at der dannes i et givent dyr er unikke og at de ikke omdannes når de indtages af et rovdyr, men indlejres i organismen som en slags ”logbog” over tidligere måltider. Det er endnu uvist hvad resultatet af disse undersøgelser bliver, men sikkert er det at hvalrossen stadig har masser af hemmeligheder.