Vores tur startede på Thule Air Base, den nordligste amerikanske luftbase. På basen bor der omkring 700 mennesker, men kun 150 af dem er amerikanere. Resten er næsten alle ansat af Greenland Contractors, et firma, der varetager alle servicefunktionerne, såsom hotel, kantine, vedligeholdelse og rengøring, på basen.
Basens primære mission er at opspore eventuelle missiler affyret mod Nordamerika. Dette foregår ved hjælp af en kæmpe radar, som kan opdage flyvende genstande på størrelse med en tennisbold på en afstand af næsten 5000 kilometer! Denne radar kan, sammen med to andre radarer i henholdsvis Alaska og England, overskue hele den nordlige halvkugle. Thule radaren kaldes af amerikanerne for BMEWS (Ballistic Missile Early Warning System).
Da vi ankom til lufthavnen på Thule Air Base og havde fremvist vores obligatoriske opholdstilladelse fra udenrigsministeriet, blev vi modtaget af sergent Mike Hall, 36 år, fra Alabama i USA. Han skulle være vores kontaktperson og guide under opholdet på basen.
Der var lagt et stramt program for os, så vi kunne nå at se så meget af basen som muligt under vores to dages ophold. Så vi startede straks efter indkvarteringen på hotellet på en tur ud til selve radaren. Den ligger ca. 12 kilometer fra basen og køreturen gennem tundralandskabet tog omkring 25 minutter. Radaren ligger på det højeste sted i området og den store brunlige kasse skæmmer landskabet. Jeg får næsten gåsehud ved tanken om, hvor meget denne store grimme kolos kan overvåge og synet af de to store ”øjne” der kigger ud i horisonten var skræmmende.
På vejen fik lyden af snespurve mig distraheret og jeg greb kikkerten og så den lille flok lette fra græsset omkring radaren. Snespurvene (Plectrophenax nivalis) er det arktiske svar på gråspurve og kan ses alle steder. Omkring Thule har de taget radaren til sig og lever rundt om den store bygning lidt i ly for de ellers ekstreme vilkår. Snespurve er en af de eneste spurvefugle, man finder så langt mod nord og de har yderst elegant tilpasset sig de vanskelige vilkår.
Thule Air Base har verdens eneste hvide landingsbane. Den hvide farve skal forhindre solen i at varme banen op og dermed undgå at permafrosten smelter, hvilket ville få banen til at bryde sammen. Basen har selv fly fast tilknyttet, men basens lufthavn bruges også af Air Greenland som påfyldningssted af brændstof.
Radaren er en voldsom strømsluger. Basens elværk leverer strøm svarende til 22 små lande og har kapacitet svarende til 47 lande. Dette kræver store oliereserver og basens brændstoflager er større end den samlede kapacitet af hele 149 lande!
Basen rummer rigtig mange faciliteter for soldaterne og de ansatte. Der er biograf, internetcafé, fitness center, sportshal, kantine, restaurant, posthus, bank og hospital. Transporten er der også sørget for. Der er en gratis taxiordning: man ringer bare og taster koden for, hvor man er, og hvor man skal til. Kantinen er overdådig med et udvalg af både danske og amerikanske specialiteter.
Jeg spurgte sergeant Hall hvad man kan se af dyreliv på baseområdet. ”Oh, there are a lot of Arties” svarerede han og forklarerede, at ”arties” er et kælenavn for Arctic Fox (polarræv, Alopex lagopus), som der findes en del af på baseområdet. Polarræven er en af de mindste rævearter og den er udbredt i hele det arktiske område. Den lever som regel af lemminger, fugle og æg, men på steder med menneskelig bebyggelse, såsom basen, lever de også af affald på lossepladser. Og senere samme dag så jeg netop en af disse ræve, mens den ledte efter mad ved en container. Disse ”baseræve” har nemmere ved at klare vinteren, også selvom de skulle blive syge, derfor er de tit sygdomsspredere. Blandt andet er det et problem at de kan overføre hundegalskab til hundene.
Ræven ved containeren så dog ikke syg ud og løb hurtigt og adræt ind under en af barakkerne, da vi prøvede at komme tættere på for at tage et par billeder af den. Så vi opgav og gik op mod vores hotel. Men da jeg kiggede tilbage, så jeg at den havde stukket hovedet ud igen og kiggede nysgerrigt efter os...