Prævalensstudie af tarmparasitter hos papegøjefugle i Danmark

Specialeprojekt, Camilla Ravn Lauritzen (KU-LIFE), Niels Christian Kyvsgaard (KU-LIFE), Mads Bertelsen

Formålet med undersøgelsen var at belyse parasitstatus i gastrointestinalkanalen (GI) hos psittacine fugle på Sjælland.

Materialet bestod af fæces fra privatejede fugle. De medvirkende fugleejere udfyldte et spørgeskema der blev vedlagt fæcesprøverne. 22 fugleejere deltog med i alt 141 prøver fordelt på 54 arter af psittacine fugle. Fæcesprøverne blev taget på voliereniveau. Der blev benyttet modificeret McMaster metode og wet smears til identifikation af parasitæg.

33 % af fæcesprøverne fra voliererne/burene var positive for indhold af parasitter i GI. Af de positive, var fordelingen 32 % Capillaria lignende æg, 57 % Ascaridia lignende æg og 11 % var positive for både Capillaria lignende æg og Ascaridia lignende æg. Der var ingen positive cestode fund.

Der var statistisk sammenhæng mellem øget parasitstatus og fugle holdt ude. Hos de fugle, der gik ude var der statistisk sammenhæng mellem øget parasitstatus og ikke fast tag over voliererne. Ydermere var der, hos udefugle, der gik under ikke-fast tag, statistisk sammenhæng mellem øget parasitstatus og bundforhold med sand, grus jord eller lignende.

Det blev fastslået at de fundne æg i undersøgelsen, er i morfologisk overensstemmelse med æg tilhørende Capillaria spp., Baruscapillaria obsignata og Ascaridia spp..

Det kan konkluderes, at der er en statistisk sammenhæng mellem parasitstatus og hold af fugle. De fugle der har bedst mulighed for kontakt med vildfugle og har ikke-fast bund i volieren, har størst risiko for at være inficeret med parasitter i GI.

Horisontal Navigation

Zoologisk Have - Roskildevej 32 - DK-2000 Frederiksberg - Tlf.: 72 200 200 - E-mail: zoo@zoo.dk
Copyright © 2008 København Zoo. Alle rettigheder er beskyttede. Juridiske forbehold