Tema

Lærenemme
Den californiske søløve er en af de mest almindelige søløvearter i zoologiske haver og er i naturen et meget aktivt og legesygt dyr. I zoologiske haver skal man derfor gøre en ekstra indsats for at aktivere dyrene, og i Zoo træner dyrepasserne søløverne i forbindelse med fodringen. Dyrepasserne lærer dem nogle specielle øvelser, som de skal udføre på kommando. Som belønning bruges de fisk, der fodres med, og de lærenemme dyr forstår hurtigt, hvad øvelserne går ud på. Alle øvelserne er baseret på søløvernes naturlig adfærd, og træningen bygger på belønning frem for straf. Når dyrene gør det rigtige, får de en fisk, men straffes ikke, hvis de ikke kan finde ud af øvelsen. Ved at satse på søløvernes naturlige adfærd i den daglige træning, opnår man også at kunne vise publikum, hvor godt søløven er tilpasset et liv i vandet.


Biologi

Søløver er nært beslægtede med sæler og hvalrosser. Det er dog nemt at se forskel på sæl og søløve, idet søløven har kraftige og muskuløse for- og bagluffer, som den kan gå på. Søløven har yderligere et udvendigt øre, mens de ægte sæler kun har et hul ind til det indre øre.

En sæl svømmer ved at bugte kroppen, mens en søløve kan skyde op til 35 km i timen, udelukkende ved brug af lufferne. På landjorden kan søløverne gå på de muskuløse luffer, idet de drejer dem ind under for- og bagkrop. Sælen er derimod nødt til at bugte sig af sted med kroppen. Lufferne er små og kan ikke bruges som ben.

Søløverne tilbringer en stor del af tiden i vandet, hvor de jager bytte. Kun i parringstiden samles de i store flokke på kysten. Hannerne tilkæmper sig et stykke sandstrand, hvor hunnerne senere kommer for at føde. Den dominerende han kan samle et harem på op til 100 hunner. Straks efter ungens fødsel parrer hannen hunnen, og et år efter kommer hunnen igen op på kysten for at føde.

Hansøløver er udstyret med en tyk pels omkring halsen, lidt i stil med løvens manke. Under de drabelige kampe om hunnerne beskytter manken mod bid, og det er sjældent, at søløvehannerne såres dødeligt i kampene med de øvrige hanner. I parringstiden kan man ned langs kysterne høre hannernes høje brøl. Brølet bruges til at markerer territoriet og dermed forsvare gruppen af hunner.