Tema
Fingernemme aber
Chimpansens hænder og fingre minder meget om menneskets. Tommelfingeren er modstillet, den har negle i stedet for kløer, og finmotorikken er lige så god som hos mennesket. Chimpansen kan gå på bagbenene og plukke frugter af træerne med hænderne, og den kan samle selv den mindste ting op med "pincetgrebet" mellem tommel- og pegefinger. Hænderne bruges også, når unger og andre aber i flokken skal pelsplejes. Når to aber skal hilse venligt på hinanden, rækkes hænderne frem til berøring.
Biologi
Udover de 11 gibbonabearter findes der fire arter af menneskeaber: Chimpansen, den chimpanselignende bonobo, orangutanen og gorillaen. I dag mener man, der findes fire underarter af chimpansen: Den vestafrikanske, den nigerianske, den centralafrikanske og den østafrikanske. Muligvis er den vestafrikanske en helt selvstændig art.
Chimpansen og bonoboen er de aber, der er tættest beslægtet med mennesket. Der er kun er 1,6% forskel mellem menneskets og chimpansens arvemateriale (DNA). Desuden minder chimpanser meget om mennesket i deres sociale struktur, en markant del af deres føde er kød, og de er sammen med bonoboer de eneste menneskeaber, der regelmæssigt udvikler, tilpasser og bruger redskaber. Redskaberne benyttes til særlige formål: Tunge grene til at slå med, tilspidsede grene til at fiske termitter med, sten til at knuse nødder med eller mos og blade til at suge vand op med.

Chimpanser lever i store flokke på op til 35-60 individer spredt over et stort område. Flokkene er opdelt i mindre hun- og hangrupper, som alle færdes i samme område. Hannerne holder sammen i hierarkiske grupper på 5-15 individer. Hangruppen er territorial og har en stærk social struktur. Én eller flere hanner, der er brødre, dominerer denne gruppe. Hunnerne er ikke så nært knyttet til deres gruppe og lever en mere solitær tilværelse, hvor de kun er i tæt kontakt med deres unger. Hunnerne emigrerer ofte for at knytte sig til andre hangrupper.

Chimpanserne kommunikerer indbyrdes med både kropssprog og mange forskellige lyde. Fysisk kontakt har stor betydning ligesom hos mennesket, og chimpanseunger, der tidligt mister deres mødre, er stærkt præget af denne hændelse og kan dø af stress som følge af manglende tryghed.